FOREVER vender ikke tilbage i 2026

2025 blev året, hvor vi for første gang åbnede portene til FOREVER Festival. Vores ambition var at skabe et sted, hvor tidløs musik kunne samle generationer og genrer – og hvilken rejse det har været!

Det har været en stor glæde at se FOREVER blive til virkelighed og mærke den varme modtagelse fra både publikum og artister i vores første år. Samtidig må vi dog være realistiske: tallene viser, at festivalen i sin nuværende form ikke er økonomisk bæredygtig.

Selvom vi har oplevet stor anerkendelse fra både gæster og musikere, har billetsalget og omsætningen ikke levet op til de forventninger, der skulle til for at sikre en fortsættelse allerede i 2026.

Vi er dybt taknemmelige for den opbakning, vi har fået – ikke mindst fra Viborg Kommune, som har været fleksible og støttende i opstartsfasen, og fra de mange frivillige, samarbejdspartnere og alle jer skønne publikummer, der gjorde FOREVER 2025 mulig.

FOREVER tager derfor en pause. Vi vil bruge erfaringerne fra vores første år til at reflektere over, hvordan idéen om en festival med fokus på musikalsk arv og kvalitet måske kan få nyt liv på et senere tidspunkt.